AFK’s formand, Flemming Bærentzen, hilser på Stig Albeck fra IDA.
Klubben nyder fortsat godt af pæn og kontinuerlig opbakning fra sponsorerne, og senest er Ingeniørforeningen, IDA kommet til som ny Team-sponsor.
IDAs logo vil præge trøje nr.10 som et af elementerne i aftalen, og der er desuden lavet en bonusordning, der sikrer AFK yderligere honorar for hvert nyt medlem, klubben er med til at generere til IDA.
Stig Albeck fra IDAs marketingafdeling, ser mange fordele ved aftalen, og glæder sig stil samarbejdet med AFK.
”IDA er en forening, der giver brændstof til hjernen for de mange ingeniører og cand.scient.er, der allerede er medlemmer. En god del af dem lægger en stor frivillig indsats i foreningsarbejdet til gavn for alle, og det ligger tæt op af de værdier, en klub som AFK tilbyder deres medlemmer,” siger han.
IDA tror derfor på det gode samarbejde foreningerne imellem, og håber, ingeniører, cand.scient.er og øvrige i AFK’s netværk vil bakke samarbejdet op.
Stig Albeck ser frem til, at både AFK og IDA kan blive endnu mere synlige i Allerød og omegn, når det drejer sig om både fodbold og naturvidenskab.
”Naturvidenskaben trives allerede godt i Allerød, hvor Allerød Gymnasium er helt i top på landsplan, når det drejer sig om at læse videre på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser, og bl.a. derfor er AFK det oplagte valg for det, der er IDAs første samarbejde af denne karakter. Så kan vi for alvor teste, om engagementet kan skabe øget opmærksomhed i form af nye IDA-medlemmer,” siger han.
AFKs formand Flemming Bærentzen er også glad for aftalen, og opfordrer alle sine medlemmer til at bakke op om alle sponsorer og dermed også om dette nyeste kommercielle samarbejde for klubben. AFK byder IDA et varmt velkommen blandt de mange trofaste sponsorer.