Smalt nederlag til Sundby BK sender os ned på 5. pladsen
Kampens fem mål i Herre-DS pulje 1-kampen mellem Allerød FK og Sundby lørdag d. 23. september 2023 blev alle sat ind i kampens 1. halvleg. AFK var for en gangs skyld lidt for gæstfrie i eget felt, det udnyttede gæsterne, og vi måtte forlade banen med et nederlag på 2-3. Om det var fortjent eller ej, skal ikke kommenteres her, et uomtvisteligt fact er, at vi efter pausen lignede et hold, der i den grad jagtede et resultat – men udover de 2 flotte mål fra Ashab i de første 45 minutters spil, fik vi ikke udbytte af en større boldbesiddelse frem mod slutningen af opgøret.
Vi måtte denne gang undvære flere spillere pga. skader og sygdom, således var bl.a. både Greibe, Skou og TC ukampdygtige, mens Jæger heller ikke var helt ovenpå. I starten af matchen kom vi frem til to chancer indenfor de første 7 minutter, tilbagevendte Kops gjorde det fint og ud af nærmest ingenting kom gæsterne på 0-1. Vi pressede godt på i perioden lige efter, det blev til nogle hjørnespark og et frispark lige udenfor feltet som desværre ikke faldt ud til vores fordel. Dargis viste igen gode takter, vi var klart foran i afslutninger før Sundby igen fik scoret bag Frederik i målet, 0-2, kort efter sendte Kops et meget præcist indlæg ind til Ashab, som kanonerede bolden op under overliggeren til 1-2. Men ak, få minutter senere blev det 1-3, lige efter Holger og Christian var tæt på en udligning. Dargis forsøgte sig igen godt, Ashab var klar og topscoreren kunne give os fornyet tro på det med sin anden scoring, det var til 2-3 der som nævnt blev slutresultatet.
Efter knap 10 minutters spil blev gæsternes nr. 5 langt om længe præsenteret for det gule kort, flere gange kom spilleren for sent, og de blå trøjer blev der hevet i, igen og igen. Lau kom på banen til sin sæsondebut, Jæger gik ud, og Have var hurtigt nede og afværge i en situation som var tæt på at give udeholdet en nem mulighed. Lasse sendte bolden lige over efter hjørnespark, Have forsøgte sig også, og i det hele taget var det os, der kom til chancerne. Indskiftede Fleng agerede flot redningsmand på et skud som Sundby måtte se stryge til hjørne, det var godt kommet på tværs af vores hurtige forsvarsspiller.
Dargis sendte bolden fladt ind i feltet, Kops var få centimeter fra at styre den ind, og efter godt 5:20 overtidsminutter var det hele ovre. Tillykke til gæsterne, der udbyggede deres flotte sejrsstime, mens vi nu i de sidste to kampe blot har fået et enkelt point. Det sender os ned på en øjeblikkelig 5. plads i rækken, dog tættere på førstepladsen end 6. pladsen.
Ashab blev man of the Match, Lau, Jonna og Christian fik også stemmer.
Tak til alle fremmødte tilskuere, til bolddrengene og til AFK Ultras, og tak til Sundby som vi igen møder torsdag d. 28/3-2024 i Kløvermarkens Idrætsanlæg.
Vores næste kamp er fredag d. 29. september 2023, det er i Næstved som efter en svær start har fået point (U-V-V) i deres seneste tre kampe, kampen starter klokken 19:00.
Danmarksserien 2023/24 Pulje 1
Allerød Fodbold Klub-Sundby BK 2-3 (2-3)
Tilskuere: ca. 150
Mål
10. 0-1 Lukas Ssemanda
31. 0-2 Jeppe Sindahl
35. 1-2 Ashab Mukudajev, assist William Kops
41. 1-3 Jeppe Sindahl
42. 2-3 Ashab Mukudajev, assist Oscar Dargis
Gule kort
AFK 80’ 94’
Sundby 48’ 61’ 86’