Menu

Tredje sejr i træk for herrerne i DS, Herlev bed godt fra sig

image
11. september 2023 kl. 08:36

Efterårets anden fredagskamp for vores vedkommende blev spillet d. 8. september i Herlev. Kampstarten var klokken 18:30, og først kl. 19:43 blev stadionlyset tændt, noget for sent eftersom tusmørket havde sænket sig over banen. Der spilles på kunst i Herlev, opvisningsbanen blev for nogle sæsoner omdannet fra græs, og det er et af de opslidende underlag for aktørerne på banen, og en bane hvor granulatet er særdeles tydeligt når bolden hopper – hvis den altså kan det. Begge hold lå før matchen med 9 point for 4 spillede kampe godt oppe i tabellen, vi kunne stort set stille med samme mandskab som i sejren sidst over Greve, og dysten blev akkurat så svær og intens som forudset.

Kampens enlige mål blev scoret i det 10. minut. Greibe satte sin modstander på kanten, indlægget var perfekt, og Ashab styrede bolden ind til 0-1 ved forreste stolpe.

Kort efter fik hjemmeholdet kampens første – men ikke sidste – gule kort, det var efter et stort frispark på vores målscorer.

Herlev kom frem til nogle fine chancer, især den lige omkring et kvarters spil, men skuddet strøg langt over keeper Frederiks kasse. Der var til tider pres på i vores felt, hjemmeholdet fik nogle hjørnespark i halvlegen, vi stod imidlertid godt på banen, og viste igen godt sammenhold hele vejen rundt.

Knap halvanden minut var spillet efter pausen før dommeren igen havde det gule fremme, denne gang også til Herlev, det var for et frispark bagfra på Jæger, som heldigvis kunne spille kampen færdig trods aktionen. Lasse sendte Jæger godt i feltet, afslutningen var lige på målmanden, og kort tid efter var Ashab fri efter mønster aflevering fra Dargis, Herlevs målmand reddede til hjørnespark.

Før de aktioner havde vi bolden i mål, Dargis headede bolden flot ind, men ak og ve – flaget kom op.

Mod slutningen af kampen pressede Herlev igen godt på, et kort aftræk på overliggeren var tæt på at give bonus, og i overtiden headede hjemmeholdet da også forbi mål, kampen sluttede 0-1, dermed sejrede vi på tredje kamp i træk, og er med helt fremme i toppen af rækken.

Kampens spiller blev ikke 1 eller 2, men hele 3: TC, Greibe & Jæger.

Holdpræstationen var nok den største vinder den aften i Herlev, hvor vi endnu engang fik hilst på AFK Ultras og de mange som tog turen ind af motorvejen.

Vores næste kamp spilles lørdag d. 16. september 2023, i Allerød Idrætspark tager vi imod 3. placerede Gørslev IF, en modstander vi ikke tidligere har mødt. Kampen spilles på opvisningen, som altid er entréen gratis, kampstart er klokken 13:00.

Luk