Menu

Fortsat flot rejse for AFK U12-piger – imponerende 2. plads ved Kronborg Cup

image
12. august 2025 kl. 09:38
Flot 2. plads ved Kronborg Cup

AFK U12-pigerne fortsætter deres imponerende udvikling og præstationer på grønsværen. Denne gang kulminerede det med en fantastisk 2. plads ved det traditionsrige Kronborg Cup – et stævne med deltagelse af mange dygtige nordiske hold.

Lørdag lagde pigerne stærkt fra land og besejrede bl.a. Hornbæk, FC Damsø og flere andre modstandere. Resultaterne sikrede en plads i semifinalen mod Ølstykke – en kamp, der blev en sand neglebider.

Efter 1-1 i ordinær spilletid måtte kampen afgøres fra straffesparkspletten. Begge hold brændte flere chancer, men AFKs store keeperhåb Filuca trådte i karakter med afgørende redninger. Anføreren Anna viste vejen og scorede sikkert – og dermed var finalebilletten sikret.

En vigtig faktor i pigernes flotte præstationer har været den dedikerede keepertræning i AFK-regi, anført af Luna. Den målrettede træning kan tydeligt ses på banen – med flotte redninger, defensiv ro og præcise igangsætninger, der er blevet et kendetegn for holdets spil.

Holdet har desuden fået tilgang af flere nye spillere udefra, som alle gjorde en sindssygt flot figur i stævnet. Med masser af energi og sublim sparketeknik har de allerede sat et stærkt præg på spillet – og det tegner virkelig godt for fremtiden.

I finalen ventede det finske storhold FC Honka. AFK-pigerne skabte flere gode chancer i indledningen, men FC Honka viste sig at være fysisk overlegne og hev sejren hjem med 0-3.

Selvom finalen ikke gik AFKs vej, viste pigerne hele vejen igennem turneringen stor form, vilje og flot spil. Holdet fortsætter dermed den flotte rejse, der allerede har budt på mange sejre, stærkt sammenhold og masser af udvikling.

Stort tillykke til hele truppen og trænerteamet med en flot 2. plads ved Kronborg Cup!

Luk