Herresenior starter sæsonen 2025/26 i Danmarksserien med først uafgjort og siden en sejr

Lørdag d. 9. august 2025 tog vi hul på sæsonen i Herre-DS 2025-26, det var med en tur til Karlslunde hvor det nykomponerede FC Sydkysten tog imod efter sammenlægningen af Greve Fodbold og Karlslunde IF. Kampen sluttede 1-1 efter 0-0 ved pausen, Oliver Greibe Jensen bragte os på 1-0 i det 48. minut, værterne udlignede i det 90. minut på et straffespark.
Første kamp i sæsonen på hjemmebane
Ugen efter mødte vi oprykkerne fra Hvidovre, det er klubbens andethold, et hold vi aldrig har mødt tidligere. Til kampen måtte vi igen undvære en række spillere, men vi skulle bare bruge 4 minutter på banen før sæsonens første mål på hjemmebanen i Allerød Idrætspark blev kanoneret ind. Oscar Dargis sendte en god bold ind i feltet efter et godt rush op af banen, Mathias Virkelyst tog løbet i feltet, og sendte bolden flot ind til 1-0. Hvidovre stillede med et ungt hold, godt krydret med spillere med erfaring fra divisionen, og holdet var generelt velspillende over hele kampen. Hvidovre fik siden udlignet til 1-1, det var i det 63. minut da Ceyhun Humet fra tæt afstand scorede til 1-1.
Som i kampen forinden blev en sen scoring afgørende, denne gang var det AFK, der sent i kampen kom på scoringstavlen, 2-1-målet blev scoret i det 90. minut af Oskar Loft, der i det lille felt kom først på indlægget fra Niklas Skou og sikkert sendte bolden over stregen. Gæsterne fik ikke svaret igen, og de 4 point i 2 kampe sender AFK på 5. pladsen ud af de 10 hold i rækken. Oscar Loft blev man of the Match, runner up Oscar Dargis.
En tur til Østerbro venter
Næste kamp spilles I Fælledparken, hvor altid stærke BK Skjold tager imod, det sker lørdag d. 23. august 2025, kampstart er klokken 14. Her er der fri entré, noget vi som gæster altid bifalder.