Menu

Pokalbrag i Allerød Idrætspark på onsdag

image
28. april 2025 kl. 10:42
U13 drenge spiller seminfinale i pokalturneringen
Der er lagt op til en gyser af en pokalaften i Allerød Idrætspark på onsdag den 30. april, når AFK U13-drengene tager imod Roskilde Boldklub i semifinalerne af DBU Sjællands pokalturnering.
AFK U13-drengene havde rollen som favoritdræber i efterårets runder af pokalturneringen, hvor det hjemme på det uindtagelige fort i Allerød Idrætspark, med fantastisk support fra en masse AFK-supportere, blev til flotte sejre mod FC Helsingør, Brøndby IF og Toreby-Grænge IF.
På onsdag skal der så kæmpes om en plads i pokalfinalen, som meget passende skal afvikles i Allerød Idrætspark i slutningen af maj. Modstanderen i en eventuel finale bliver enten Lyngby Boldklub eller naboerne fra FC Nordsjælland, der spiller deres semifinale i Lyngby på tirsdag.
AFK U13-drengene møder op til semifinalen med masser af selvtillid i bagagen, efter at det er blevet til sikre sejre i de tre første runder af DBU Øst Liga 2, som AFK deltager i som oprykker her i forårssæsonen. Med de foreløbig 3 sejre i foråret har AFK U13-drengene nu vundet 14 ligasejre i træk - foruden de 3 pokalsejre - hvilket må være tæt på at være historisk.
Vi håber, at rigtig mange AFK'ere vil dukke op og hjælpe U13-drengene videre til en sensationel pokalfinale.
Kick-off i Allerød Idrætspark på onsdag kl. 18.30.
Luk