Smalt nederlag til Gladsaxe fulgt op med overraskende sikker sejr mod Sydkysten for herresenior

Det er lidt op og ned for herresenior i Danmarksserien her i oktober. Fredag aften d. 3. oktober 2025 mødte vi FC Gladsaxe på udebane på AB’s slidte kunstgræsbane ved Ring 4. Omklædningen var på skolen overfor, og kampen blev ligeså svær som forventet. Vi tabte 2-1 i en chancefattig kamp, hvor Tobias (TC) udlignede på det der må være årets mål i DS. Langt langt udefra blev bolden halvflugtet i mål oppe i det ene hjørne via undersiden af overliggeren, det var til 1-1, desværre fik Gladsaxe scoret yderligere i slutminutterne i det, der ellers lignede en pointdeling.
Lørdagen efter, det var d. 11. oktober 2025, tog holdene i DS-puljen fat på anden runde i grundspillet. Vi tog imod FC Sydkysten i Allerød Idrætspark, en modstander der var lige efter os i tabellen, og som nok var mest tilfredse med 1-1-resultatet i åbningskampen tilbage i august.
Vi måtte mod sammenslutningen af Karlslunde/Greve stille op uden flere normale startere her i første weekend i efterårsferien, selv bolddrengene tog en fridag, men AFK-holdet viste stort format og sammenhold mod de orange klædte gæster.
Lige åbning på kampen
Første gode forsøg i kampen stod Niklas Skou for, desværre prellede bolden af på oversiden af overliggeren på et direkte frispark efter få minutter. Sydkystens første forsøg tog tilbagevendte Magnus (MC) sig flot af, og de 0-0 stod på tavlen indtil det 41. minut.
Herfra gik det stærkt, gæsterne fik 3 advarsler inden pausen, vi scorede til gengæld 2 mål, især det første var spektakulært. Mathias Virkelyst tog chancen udenfor feltet, og med vristen blev 1-0-scoringen tordnet ind under overliggeren. Lucas Refnov fordoblede føringen med en sikker scoring alene med gæsternes målmand, godt hjulpet af en glidende forsvarspiller, der slap alt andet end godt fra den situation. Donart var oplægger.
Sydkysten skiftede 3 spillere i pausen, vi fortsatte det målsøgende spil, og kort efter sidebyttet kom 3-0-målet også. Malthe sendte et godt indlæg i panden på Donart, der flot dirigerede bolden i nettet fra tæt afstand. Senere blev det også til 4-0 i noget nær opvisningsspil, en spiller fra Sydkysten havde sidste fod på bolden efter endnu et flot angreb.
Var der off-side, og straffespark ?
AFK scorede faktisk også et femte mål, en offside der så snæver ud blev dømt og i det 81. minut faldt reduceringen så. På et straffespark hvor der ikke var kontakt, bevares vores spiller lå ned, men når der ikke er berøring lignede det nok mest et gult kort for film...
Sejren kom aldrig i fare, mod slutningen af opgøret ragede Sydkystens indskiftede nr. 19 en advarsel til sig, det burde være blevet til et par stykker oveni til samme spiller, men denne slap billigt.
På lægterne til kampen var klubbens Gold Supportere samlet, og de fik sammen med de øvrige tilskuere en flot kamp fra AFK at se.
Kampens spiller blev Mathias Virkelyst, runner up Donart Bedjeti.
Stillingen efter 10 runde er vi er på 3. pladsen med 20 point, hhv. 4 og 1 point efter Gørslev og Ringsted, og 6 point ned til stregen der efter 18 runder sender den øverste halvdel til oprykningsspillet, og den nederste til nedrykningsgruppen.
KAMPFAKTA
F.C. Gladsaxe-AFK 2-1 (1-0)
Mål
38- 1-0 Andreas Viiberg
82’ 1-1 Tobias Christiansen
85’ 2-1 Abdou James Goddard
Gule kort
60’ Malthe Kristensen, AFK
75’ Elias Uzbek, Gladsaxe
86' Keld Espersen, Gladsaxe
AFK-FC Sydkysten 4-1 (2-0)
Mål
41’ 1-0 Mathias Virkelyst
44’ 2-0 Lucas Buhl Refnov
48’ 3-0 Donart Bedjeti
61’ 4-0 Daniel Thiesen, selvmål
81’ 4-1 Rasmus Hesselberg Thomsen, Sydkysten på straffespark
Gule kort
39’ Simon Budolph Olsen, Sydkysten
44’ Lucas Sander Petersen, Sydkysten
45+2’ Christian Toftdahl Hansen, Sydkysten
56’ Malthe Kristensen, AFK
67’ Rasmus Winther Svendsen, Sydkysten
88’ Joakim Nannberg Schousboe, Sydkysten