Solidt spil i felterne, da Bk. Skjold blev besejret af Herresenior 1 i DS
Hjemmebaneformen fortsætter for herresenior i DS, det er hidtil blevet til lutter sejre, og lørdag d. 25. oktober 2025 blev ingen undtagelse. Modstanderne fra Bk Skjold (Østerbro) har tidligere voldt os gevaldige kvaler, og med kun 5 points forspring i tabellen kunne denne kamp betyder alverden for begge mandskaber. Vi var igen plaget af en del skader, heldigvis var både Anders Fleng og William Kops tilbage, sidstnævnte på bænken fra kampens start.
Dagens modstandere er et gennemrutineret hold med stor fysik og højde, de mødte frem med sejr i sidste runde, mens vi måtte forlade banen mod Hvidovre med et nederlag i overtiden.

Solidt spil af AFK
Denne gang var der ingen slinger i AFK valsen, godt nok havde de rød/hvid stribede gæster bolden meget, men farligt blev det ikke. Bortset fra en pludselig opstået chance, som vores keeper MC tog sig fint af. Vi svarede godt igen, og nok engang kom Oliver Greibe på måltavlen. Faktisk hele to gange indenfor få minutter, godt assisteret af først Conrad Thorsen og siden Lucas Buhl Refnov. 2-0, det var mere end vi turde drømme om. Den sidste del af halvlegen kom vi til flere gode chancer, Virkelyst sparkede mere ned i jorden end på bolden i en gunstig position, og en igen godt spillende Oscar Dargis sendte bolden lige udenom fjerneste stolpe. Det var ellers effektivt det, der skete i felterne, vi var tættest på yderligere scoringer, mens gæsterne ikke rigtigt kunne komme igennem de toneangivende Tobias Christiansen på midten, og Nichlas Zwicki Vesterbæk i bagerste geled.
Et mål efter pausen
Scoringsmulighederne kom også efter pausen, vi fik lukket godt af og stod eminent sammen som hold. Skjold forsøgte sig flittigt over fløjene, det lykkes ikke rigtigt, og det var vist kun et spørgsmål om tid før AFK igen kom på tavlen Donart Bedjeti afløste Oliver Greibe i front, hele tre chancer fra vores unge spiller indenfor kort tid blev reddet eller sparket forbi. Den fjerde af slagsen var en friløber, godt sat op af Oskar Loft, og alene med gæsternes keeper kom 3-0-målet så, flot lavet af Dony. MC fik også vist sin store kunnen i er par situationer, men kom aldrig rigtigt på arbejde i kampen.
Tre overtids minutter blev det til, 3-0 stod på tavlen, og en sjælden – måske vores første nogensinde – sejr over Skjold var en realitet. Kampens spiller blev to måls skytten Greibe, Magnus ’MC’ Christensen var runner up.
Vi er det mest scorende hold i rækken, det rækker til 3. pladsen efter weekendens runde, nu 2 point efter hhv første- og andenpladsen.

Næste runde, det er den næstsidste i år
Næste kamp for os er på udebane mod Skovshoved IF, matchen spilles i Skovshoved Idrætspark lørdag d. 1 november på græs ifølge kampplanlægningen, kampstart er klokken 13:00. Vi håber mange af vores trofaste tilskuere vil tage turen de knap 30 km til Krøyersvej 5A i Klampenborg.
KAMPFAKTA
Herre-DS 2025-26, Pulje 2
Allerød Fodbold Klub-Bk. Skjold 3-0 (2-0)
Mål
18’ 1-0 Oliver Greibe Jensen, assist Conrad Andskov Thorsen
21’ 2-0 Oliver Greibe Jensen, assist Lucas Buhl Refnov
88’ 3-0 Donart Bedjeti, assist Oskar Loft
Gule kort
60’ Tobias Christiansen, AFK
65’ William Hendriksen, Skjold
76’ Oscar Dargis, AFK
78’ Frederik Krath, Skjold
90’ Laurits Rasmussen, AFK