Menu

Underholdende Herresenior 1 kamp sluttede med nederlag til Ringsted

image
27. april 2025 kl. 10:03
DS-kampen først afgjort i overtiden, vi forsømte vores muligheder i en livlig afslutning

Knap en times kørsel er der fra Allerød til Ringsted, heldigvis var kampen i oprykningspuljen programsat til lørdag, de der hverdagskampe langt væk fra hjembyen bør overvejes for udeholdets skyld, der gælder ikke kun i Danmarksserien. Lørdag d. 26. april tog 3. placerede Ringsted imod, kampstarten var 12:30 og solen skinnede med bag skyerne. Der er temmeligt åbent rundt om stadionbanen dernede, ingen overdækning overhovedet, og tilskuerne sidder gerne indenfor hegnet. Vi mødte frem til kampen med en håndfuld afbud, fra sidste kamp var både Laurits og Holger fraværende, mens Nicolai og Christian var nye i startelleveren. Begge spillede en god kamp.

 

Hjemmeholdet kan skimte de to førerhold i rækken, Hørsholm og Vanløse, og er et rutineret hold med god fysik. Kampforløbet kunne sagtens være gået anderledes, især når et hiv i en Allerød-trøje som bagerste spiller i det 11. minut kun takseres til gult. Arturo nød til tider de store mellemrum på midten, en afslutning kort efter var lige på hjemmeholdets keeper, mens Ringsted overplacerede et skud fra en ellers god position kort efter. Hjemmeholdet fik tag på spillet, chancerne var der ingen af før en blåklædt Ringsted-spiller umarkeret headede et hjørnespark ind til 1-0.

Omkring det 35. minut var der nærmest power play i deres felt, Ringsted forsvarede sig bravt, og da førnævnte Arturo blev hevet ned i en omstilling blev der dømt frispark uden kortet blev givet. Ringsted slap billigt i flere omgange. Frederik i vores mål var på sin plads, da hjemmeholdet fyrede en god afslutning mod mål, Tobias sendte Christian afsted, afslutningen strøg lige over værternes mål.

Fin 2. halvleg fra AFK

Anfører Jonathan viste vejen igen efter pausen, Rossen var meget synlig på kanten, og Lasse og Dargis forsøgte sig godt. I det 60. minut kunne en klar offside på en af vores spillere være ophævet, men spilleren fortsatte sit løb, og den bagfrakommende medspiller fik ikke muligheden for en friløber. Korrekt dom, men ærgerligt. Kort forinden fik Benjamin vores eneste kort i kampen, det var for et frispark og var korrekt dømt. Vi fik chancerne som halvlegen skred frem, et perfekt indlæg sendte Lasse over fra en position i det lille felt, og indskiftede Conrad flugtede i feltet lige på målmanden. Begge muligheder var uhyre tæt på.

Begge hold ville frem på banen, og generelt blev kampen afviklet på et højt niveau.

Afgjort i overtiden

Bedst som udligningen hang i luftet slog hjemmeholdet til på en omstilling, via stolpen strøg 2-0-målet ind, det afgjorde kampen definitivt. Med sejren holder Ringsted sig fast i toppen af rækken, vi er fortsat på 8 .pladsen efter en runde hvor de 4 nederste hold alle tabte.

 

Kampens spiller blev Gustav Rossen, runner up Jonathan Eriksen.

 

Næste kamp for vores vedkommende er lørdag d. 3. maj 2025 i Allerød Idrætspark, 9. placerede AB Tårnby kommer på besøg. Blot 1 point skiller holdene, gæsterne har tabt alle deres 3 kampe i oprykningsspillet, mens vi har 1 sejr og 2 nederlag.

Kampen starter som vanligt klokken 13, og der er naturligvis gratis adgang for alle.

 

 

KAMPFAKTA

Herre-DS 2024-25 Oprykningsspil

 

Ringsted IF-Allerød Fodbold Klub 2-0 (1-0)

 

Mål

29’ 1-0 Johannes Larsen

92’ 2-0 Asmus Berthelsen

 

Gule kort

11’ Christian Olsen, Ringsted

50’ Benjamin Arturo Mckay, AFK

89’ Sebastian Bødker, Ringsted

 

AFK udskiftninger

65’ Oscar Loft ud, Conrad Andskov Thorsen ind

74’ Benjamin Arturo Mckay ud, Oliver Sylvest Høeg ind

74’ Nicolai Hansen ud, Hadi Al Marie ind

81’ Lucas Refnow ud, Malthe Kristensen ind

81’ Christian Espenhain ud, Rasmus Christensen ind

Luk