Menu

Flot afslutning af kvindesenior i Futsal 1.Div ØST

image AFK KS futsal 2026
Lennart Engelhardt
17. februar 2026 kl. 10:59
AFK KS slutter sæsonen med stor-sejr!

I den sidste kamp i gruppespillet mod Ringsted, havde AFK pigerne besluttet sig for at slutte af med ekstra energi, attitude og vilje...
Det startede dog ikke helt som planlagt og AFK kom bagud med 0-1 efter blot to minutter!
Men hurtigt fik pigerne udlignet og øgede så til 2-1 inden det blev 2-2.
AFK kunne dog gå til pausen med en smal 3-2 føring.

Anden halvleg blev et sandt bombardement mod Ringsteds mål.
AFK prøvede forskellige angrebs ”moves” af og Ringsted måtte se sig indkassere hele 9 mål i anden halvleg og AFK vandt dermed sæsonens største sejr med hele 12-2.

Og sørme om ikke alle markspillere kom på måltavlen med Rosa som lavede 4, Bonnor 3, H, Arleth, Tazz, Mathilde og Thrane med 1 mål hver. Desværre var der ikke plads til et mål af vores keeper Luna, selvom hun et par gange listede sig med frem. Luna har igen i år, i hendes tredje sæson, stået en fremragende sæson inde i kassen.    

På trods af stor-sejren er AFK Kvindesenior desværre ikke med i DM-semifinalerne i år, som ellers kunne have været for tredje år i træk.
Dette blev en realitet, da de sidste gruppekampe i Futsal 1. Division Øst blev spillet, og resultaterne faldt ud, som de gjorde.

Næstved skulle tabe point, men formåede at hive en sejr på 5-4 hjem over Damsø kort før tid.
Svogerslev sluttede flot af med at vinde 4-3 over København Futsal og dette efterlader København og Næstved med hver 22 point og AFK et sølle point efter med 21 point.
Og dermed, efter at have vundet DM de seneste to år bliver det ikke med AFK i DM-semifinalerne i 2026.
Ser man over en længere periode, har AFK Kvindesenior de sidste syv år vundet DM to gange og sluttet som nummer tre hele fem gange i 1.Division ØST– altså lige uden for semifinalepladserne.
AFK er sammen med FC Damsø de eneste to hold, som kontinuerligt har været en del af rækken gennem de seneste otte år!

Selvom vi ikke blev blandt de to første hold, er der rigtig mange positive ting at tage med fra sæsonen. Ikke mindst stabiliteten og kontinuiteten i år og over mange år – men også indsatsen fra de 15 spillere, der har været en del af truppen i denne sæson.
Pigerne har givet alt, hvad de kunne, og leveret en stærk indsats!

Seks spillere fra de to seneste DM-titler har været fraværende i denne sæson på grund af skader, graviditet og udlandsophold, og det tager tid at opbygge nye relationer på banen.
Alligevel kan spillerne se sig selv i spejlet og sige: Vi gjorde, hvad vi kunne – med en stærk attitude, godt fremmøde og masser af energi og flere nye udbytterige relationer som kan gavne og forstærke holdet i næste sæson.

AFK Kvindesenior Futsal forventer at være tilbage” fit for fight ” for niende år i streg til sæsonen 2026/2027.

Luk