Menu

Juleferie med fuld fart på for U13-pigerne!

image
08. januar 2026 kl. 09:19

Juleferien blev alt andet end stille for AFK’s seje U13-piger. Vi lagde stærkt ud med to træningskampe mod Farum 2013 drenge, hvor tempo, vilje og spilleglæde var i top.

Allerede dagen efter stod den på indendørs julecup mod U12 drenge – og sikke nogle kampe! Tætte opgør, masser af intensitet og flot sammenspil over hele banen. Dagen kulminerede i kampen om 3.-4. pladsen, som skulle afgøres på straffespark. Tre spark til hvert hold – nerverne sad uden på trøjerne! Liana trådte frem og reddede spark nummer to, og de tre AFK-piger var iskoldt sikre fra pletten. Pokal til AFK Q! ☺️⚽️💪

29. december gik turen til Julecup i Roskilde. 14 seje piger blev delt op i to blandede hold og tog kampen op mod flere af årgangens elitehold. Både Allerød rød og blå sluttede som nummer 3 i deres puljer og spillede sig videre til 1/8-finalerne. Her tabte AFK rød til HB Køge, som senere også slog os i kampen om 3. pladsen – men endnu engang kunne pigerne tage hjem med en pokal. Det eneste hold i top 4 uden udvalgte elitespillere. Stærkt gået!

Som prikken over i’et sluttede vi juleferien af med TFC Cup den 3. januar – denne gang med hele tre hold i henholdsvis række A, B og C. A- og C-holdene mødte stærk modstand og måtte se sig slået i kvartfinalerne. AFK B leverede dog en imponerende holdindsats, tabte semifinalen til stævnets vindere – men rejste sig flot og vandt kampen om 3. pladsen. Endnu en pokal til AFK-pigerne! 🏆

Tak til de seje U13-piger i Allerød for en fodboldfyldt og mindeværdig juleferie. Nu er vi klar til næste kapitel og rejsen mod 11-mands fodbold.
Og skulle der sidde piger derude, som har lyst til at være med på rejsen – så er nye spillere altid meget velkomne! ⚽️❤️

Trænerteamet AFK U13 piger

Luk